Spiller du også med 2,0 eller max?
Og er du sikker på, at du ikke vil spille bedre med 1,7mm…? Jeg er selv kommet i tvivl.... Læs med her!
En anmeldelse af Andro Rasanter R48 i 1,7mm
Den traditionelle rådgivning omkring tykkelse på svampen hedder: tynd belægning = god kontrol, hvilket anbefales til begyndere og letøvede spillere. Til den mere øvede spiller anvendes oftest 2,0mm eller max. Dette råd er der fortsat megen fornuft i. Jeg har, for en god ordens skyld, selv været i træningshallen og teste det. Og ganske rigtigt; Når jeg looper hårdt med en tynd (1,5mm) klassisk belægning, så har jeg svært ved at styre kurven på bolden. Der kommer så at sige for meget battræ i slaget, og bolden flyver mere lige ud – og dermed i nettet – frem for at tage den ønskede loop-kurve, hvor den dykker ned på modstanderens halvdel. Med en tykkere svamp derimod bliver balancen mellem battræ og belægning bedre og boldbanen kan lettere kontrolleres. Fortælling omkring tykkelse på svampen holder således stadig, når vi taler klassiske belægninger med gammeldags belægningsteknologi såsom Donic Vario og Yasaka Mark V.
Så langt så godt.
MEN: I de seneste 15 år er der sket en kæmpe udvikling i bordtennisbelægninger – en udvikling som blev forceret fremad af limforbuddet fra 1. Sep. 2008. Og det er altså ikke småting der er sket. Størrelsen og farverne på belægninger er den samme, men det så næsten også det. De moderne belægninger er så markant mere eksplosive og kraftfulde, at det er på høje tid at tage den gamle sandhed omkring belægningstykkelse op til genovervejelse.
Jeg besluttede derfor, at min test af den nye Andro Rasanter R48 både skulle være med den vanlige i max tykkelse, men denne gang også med en 1,7mm svamp! Battræet i testen var Inzone Explorer Off-. Jeg havde en forventning om, at jeg ville finde nogle gode ting ved den tyndere svamp, men jeg forventede også at ulemperne ville blive tydelige. Men jeg blev klogere!
R48 i max tykkelse:
Rasanter R48 er et rent kraftværk og en sand fornøjelse at spille indspil med. R48 løftede mine loops til et nyt niveau og i de 25 minutter vi trænede øvelser følte jeg mig som regulær elitespiller. Men ak - den kraftfulde belægning havde en slagside. Og som så ofte før, så viste det sig i kamp. Kontakttiden på den eksplosive R48 er kort - og det koster dyrt på serveretur og åbning på underskru. Den rå power fra øvelserne var pist væk og tilbage var alle problemerne med at vurdere boldene og få spillet til at hænge ordentligt sammen.
Under normale omstændigheder ville jeg nu ende der, hvor jeg så ofte er endt: Rasanter R48 er en fantastisk god belægning, jeg er bare ikke helt god nok til at spille med den. Men denne her gang gik det anderledes.
R48 i 1,7mm tykkelse:
Allerede ved de første slag med 1,7mm svampen kunne jeg mærke begejstringen brede sig i mig. Den føltes jo ikke for tynd. Der var masser af kraft i mine loops. Ja, der var mere battræ i slaget, men jeg oplevede det kun som en styrke. Den øgede kontakttid gav mig mere ro i spillet, hvilket faktisk fik mig til at slappe mere af i slagene, samtidig med, at jeg kunne give mere slip og slå hårdere til bolden uden at miste kontrollen.
Det lyder utroligt, men mine loops blev nærmest hårdere og hurtigere med 1,7mm!
Serveretur og åbninger på underskru blev også markant mere kontrollerede og sikre med den tyndere svamp. Den øgede kontakttid pyntede gevaldigt på de berømte ”første 3 slag”. Og det er netop stabilitet i det tekniske svære småspil, som får det hele til at hænge sammen. Jeg tænker, at der må være andre end mig, som oplever, at det kan være svært at få spille til flyde når det gælder kamp og battet synes en tand for hurtigt… Er det noget du kan genkende, så prøv R48 i 1,7mm. Du får alt det bedste fra de nye powerbelægninger og samtidig bevarer du kontrollen over spillet.
Loop: Mere skru og markant mere sikkerhed i åbninger på underskru. Den længere kontakttid gør det lettere at få et godt greb i bolden. En anelse mindre power/skru i loop til loop, men bestemt ikke noget stort tema. 1,7mm svampen stod godt imod også her.
Blokering: Markant lettere at kontrollere blokeringer når responsen fra battræet, som dæmper farten på bolden en smule, bliver mere markant.
Serveretur: Lettere at prikke, stikke/flippe og lægge kort pga. den bedre respons i battet ved små slag.
Serv. Jeg oplevede ingen nævneværdig forskel på at serve med 1,7mm og max.
Konklusion: Moderne belægninger med en vis hårdhedsgrad, såsom Andro Rasanter R48 har markant mere modstand i gummiet end de traditionelle belægninger. Derfor kan rigtig mange spillere have gavn af at gå ned i 1,7mm tykkelse. Den holder altså til forbløffende meget power uden at give efter. Farten i slagene er med 1,7mm alt rigeligt i hvert fald til mig og formentlig mange andre. OG vigtigt af alt: Med 1,7mm belægninger vil mange få renset godt ud i alle mange små fejl, som alt for ofte skaber frustration i kampene. Større kontrol giver mere spilleglæde for de fleste!
PS: Enhver test af belægninger er selvfølgelig baseret på spilleren som foretager testen. Jeg kan på mine gode dage gøre en god figur i de nedre divisionsrækker, så jeg er i al beskedenhed en nogenlunde habil spiller. På højere niveau, hvor der spilles med mere kraft i boldene, vil mange formentlig fortsat have mere gavn af en tykkere svamp.
Fakta omkring tykkelse af belægninger: En ITTF godkendt bordtennisbelægning må højeste være 4mm tyk. Er overgummiet 2mm tykt, så kan svampen maksimalt være 2mm.